The 24 Hour Race

D. 15. november deltog jeg med skolen i det såkaldte 24 Hour Race. Løbet er arrangeret af organisationen Running to Stop the Traffik, der arbejder for at hindre og bekæmpe menneskehandel. I månederne op til selve løbet fundraisede vi løbere en masse penge, som gik til paraplyorganisationen the Mekong Club, der aktivt bekæmper menneskeslaveri i Cambodia, Nepal og Vietnam. Derudover var formålet også at skabe opmærksomhed omkring en af de hurtigst voksende transnationale brancher i verden netop nu. Alene på 24 timer, vil 5800 personer, hvoraf de fleste er børn, blive kidnappet eller tvunget ind i en tilværelse som slaver. Måden dette bekæmpes på er bl.a. ved at flytte børn fra udsatte områder til sikre skoler. Mange tak for donationerne hjemmefra!

Løbet foregik på Victoria's Peak, et bjerg der jungleagtigt tårner sig op bag Hong Kong. På dagen for løbet var vi tidligt oppe, og i en stor bus kørte vi gennem byen og cirkulerede op ad bjerget i takt med den opgående sol. Vi var fulde af forventninger til det løb, der var kulminationen på flere måneders træning i alt slags vejr og på alle tider af døgnet. Vi repræsenterede skolen med både et drenge- og pigehold. Løbet foregik således, at man internt på holdet skiftedes til at løbe en runde på 3,2 km, hvilket fortsatte i et døgn. Det var en smuk morgen, da vi sad ved vores camp tæt på startlinjen og den smalle vej, som udgjorde ruten hele vejen rundt om bjerget, der på den modsatte side gav et vye over hele Hong Kongs eksocentriske landskab.  

Fra venstre: Gloria fra HK, Munya fra USA/Zimbabwe, Malena fra Spanien, mig og André fra Costa Rica

Indledningsvis gik det fantastisk. Benene var lette, og løbere og turister gjorde nærmest de første runder til en spøjs forhindringsbane. Faktisk gik det så godt, at vi alle sammen blev nødt til at sætte tempoet ned for at holde i længden. Det skal siges, at vi ikke på noget tidspunkt var alene. Li Po Chun har en årelang tradition for at vinde prisen for Best Team Spirit, så med os havde vi en "feel-good squad", der opmuntrede, sang og løb med os i deres farverige kostumer. Det var den afgørende faktor ude på de små timer, hvor alt skreg, at jeg skulle holde op. I løbet af dagen lagde næsten hele skolen vejen forbi for at sige hej, heppe og bakke op. En varm følelse af synergi. 

Tæt på midnat fik to af drengene skader. Nu var vi kun fem drenge tilbage til de resterende ni timer. Det var opad bakke. Ikke mindst fordi runderne i sig selv var tungere, men også fordi restitutionstiden var blev reduceret, så vi nu havde lidt under en time. En værre situation, end hvis man løb hele tiden, fordi temperaturen falder drastisk om natten - vi kom i mål, strakte ud, fik tørt tøj på, fik massage, spiste og halvblundede endelig i nogle minutter, før vi skulle til at varme op igen. Efterfølgende har jeg fået af vide, hvordan tårerne sporadisk begyndte at løbe rundt omkring. Bare fordi. Heldigvis var en masse mennesker parat til at hjælpe os i vores frustration og smerte. Jeg tror ikke, at det kunne have ladet sig gøre uden dem.

Fra venstre: Arthur fra HK, Coké fra Mexico, André fra Costa Rica, mig, Keith fra HK/Indien, Munya fra USA/Zimbabwe og Vincent fra Østrig.

Som en fantastisk billedmontage overværede jeg Hong Kongs skiftende udseende. Fra at løbe midt på dagen som på et tropisk junglespor mellem lianer. Et glimt af en byfafade af skinnende ruder, den svage grå høje farve, der stækker sig bølgende ud mellem forsvindende øer. Til en pulserende lysgenerator om natten, flydende med tydelige røgskyer fra den dybe sorte masse og millioner af facader og lyskulør - et hav af lysforurening. Jeg var så udkørt og smertende, at jeg havde svært ved at glæde mig over den gryende sol i de tidlige morgentimer. For at vende tilbage til nattens dramatik. Gennem løbet lå vi nr. 2 lige efter Hong Kong International School, og omkring fire om natten øjnede vi chancen for at hale ind på deres halvandenrunde forspring. Med pandelamper og tro følgesvende gik jagten ind på de høje atleter. Desværre måtte vi efter ihærdige forsøg se dem forsvinde endnu en gang. 

Efter de to sidste runder var jeg ærlig talt ved at besvime og brække mig på samme tid. Klokken havde passeret halv otte. Jeg var færdig med mine runder. Med en kraftanstrengelse løb de sidste drenge og piger, og alle os andre, supporters og løbere ventede ved de sidste 100 meter for at heppe dem det sidste stykke. Sammen prøvede vi forgæves at følge med løverne, en fælles tordende krop, der løb i mål. Endelig var lykkedes; vi skreg, grinte, græd og slog armene om hinanden. 

Med skoleflaget på ryggen løber Arthur, den ubestridt bedste løber, i mål som den sidste.

Sammenlagt blev Li Po Chun United World College nummer to og vandt Best Team Spirit -prisen. Det var uden tvivl det hårdeste, men mest tilfredsstillende døgn i mit liv. I alt løb begge hold over 560 km. En kollektiv indsats, en masse mod og noget at kæmpe for. Jeg kan ikke vente med at løbe det igen næste år.

China Week

I slutningen af oktober rejste en stor del af skolens førsteårselever til Kina. Selv tog jeg til provinsen Yangshou. Her var vi en del af et physical-challenge project, så vi tilbragte fem dage med alt fra at vandre gennem rismarker, langs med Li River i fattige landlige områder og at cykle ud mellem de mossede pukkelryggede bakker til at klatre i bjerge og se et formidabelt lysshow på selve floden med ild og pramme i fokus. Bjergene i Yangshou er angiveligt inspirationskilden bag landskabet i Disneys Mulan, og det er ikke tilfældigt, at området bliver betegnet som Kinas smukkeste. Derudover boede vi midt i byen i et væld af gadesælgere, trafikkaos, spraglede og snuskede restauranter, blinkende lysfacader om aftenen og en mild luftforurening om morgenen. Indtrykkene var til tider modstridende, for samtidig med at vi så en enorm fattigdom og kampen for at klare sig igennem, så vi også en vestlig turisme, og en kinesisk tilegnelse der bl.a. kom til udtryk i en McDonalds og en halvrestaurering af den ene halvdel af byen. Selvom vi havde en skøn- og på sin vis lærerig tur både i forhold til eksponering af Kulturkina, men også os selv, er det alligevel ufattelige summer, der bliver brugt på at sende førsteårseleverne på China Week. Det egentlige formål er at yde hjælp til landets lokalsamfund, hvilket burde kunne gøres mere direkte.

Grønbølgede løber de som en drageryg gennem landskabet, kradser i overfladen, millioner af vulkaner og knopskud af dragende udkigspunkter, der forsvinder i smog. Den oprindelige og naturlige Kinesiske Mur.

Project 6 i balancegang under en markvandring.

Impression af Liu Sanjie.

En aften tog vi til en lysforestilling skabt af instruktøren bag Kinas åbningsceremoni i Beijing til OL i 2008. Det var noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Selve forestillingen fandt sted på den berømte Li River, som vi kunne se fra en tribune på en skrå flodbred. Udsynet var mørklagt, da en lysende kejserinde brød frem og kom flydende ud af mørket under skønsang i perfekt synkroni med oplysningen af de bagvedliggende bjerge. Showet bestod af referencer og iscenesættelser af forskellige perioder og myter i Kinas historie, deraf Impression, med kejserdømmet set gennem fiskerlandsbyerne som gennemgående tema; Æren i hvervet fiskeri, spændingen i myter om gamle tider, og sorgen når mændende drog i krig. Der var flammehave, tilbedelse af kejseren og en gammel kærlighed til det røde land. 

Mig selv og Abdulhamid fra Tyrkiet.

Sidste dag inden afrejse stod på bjergbestigning, og det var nok meget godt, for længslen efter at komme hjem forhindrede sandsynligvis, hvad der føltes som nærdødsoplevelser fra at være mere end det. Toppen var langt væk, og det udmøntede sig i fustration og udmattelse, når jeg febrilsk ikke kunne finde flere naturlige holdepunkter i bjergsiden. Men som billedet viser, var vi i sidste ende veltilfredse bjerggeder.

Et dokumentationsselvportræt.

På en heldig vej langs bjergene, blev der stegt kylling til fried rice.

Abdul og mig igen, ekstatiske over planetariesceneriet.

I Yangshou finder man også Moonhill Valley, som er enkle bjerge med et kæmpe naturligt hul i toppen, der gør det muligt at se månen igennem det på klare nætter. Vi vandrede gennem hullet og fandt vej til toppen, hvorfra alle bjergtoppebilleder som dette er taget.

Den røde sol gryr over telefonlinjer og røg.

Carlos fra Panama, mig selv, Chineme fra Cayman Islands og Lyndon fra USA.

Billedblitz: Alt det jeg ikke når at fortælle

Skolen er benhård, og samtidig med at der knokles med lektierne og Quan Cais, er jeg med i et teaterstykke og Hong Kong 24 Hour Race. Næste uge tager alle førsteårseleverne på China Week, så skolen tæller stresset ned til afrejsen. Men vi sidder ikke kun med næsen i bøgerne, så her følger billeder fra spredte lejligheder over de seneste uger.

Joseph fra Cameroun en tidlig søndag morgen efter at have sovet på taget.

Da Neveen, som er flygtning fra Syrien, havde fødselsdag, blev hun fejret på taget af blok tre med en cirkel af levende lys og tekopper til lang ud på natten. Her besluttede nogle af os sig for at sove på taget. Stjernerne trådte langsomt frem over Hong Kongs øhav, og lysene fra byen fungerede som et patronus-skjold mod den mørke himmel. Her lå vi sammen, hver fra vores egen egn af kloden; Cameroun, Marroco, Danmark, Syrien, Tyskland og Tyrkiet.

Udsigt fra en overgang inde ved Central.

For tre uger siden tog Kate, Magnus og jeg ind til Central for at lege turister i vores egen by. Her fandt vi Hong Kong Park, som er en "lille" (kæmpe) grøn oase midt i hjertet af byen med eksotiske planter, dyr og springvand som i en botanisk tropehave og med udsigt over strækningen af små flettede gader fra Central til Admiralty. I forbindelse med demonstrationerne, der for alvor startede samme weekend, nærmere bestemt samme dag, tog vi toget tilbage kl 18, hvorefter politiet indledte tåregasfanfarerne en time senere ikke lang derfra. Jeg vil vende tilbage til situationen i Hong Kong på et andet tidspunkt.

Et billede på den modernitet, der gennemsyrer alt. Lidt som et sci-fi univers.

Forleden var der en abe/bavian på skolen. Billedet er taget fra badeværelset.

En brygge i Sai Kung lørdag aften.

Sai Kung ligger på den Nordøstlige side af Hong Kong, bag bakker en halv time fra skolen i bus. I dagtimerne minder området om en luksuriøs middelhavsby med lystyachter og hvide due, men ud på aftenen åbner de lokale restauranter og barer - bag skydedøre der fører op på hustagene, i sidegaderne der byder på pakistansk naan. Det er autentisk kulørt; man finder det kun, hvis man leder efter det. Sai Kung har desuden også et marked, som jeg endnu har til gode at besøge.

Et billede af et billede af to billeder og nogle der tager et billede.

I udkanten af Hong Kong Park fandt Kate, Magnus og jeg Hong Kong Visual Arts Centre, der havde en udstilling med sort/hvid fotografier taget i HK i tidsrummet mellem 23-01. En masse spændende kompositioner, forladte flasker og cigaretter på tomme cafeborde og lukkede skoder. Det er en side af byen, som man sjældent ser. Men om noget er det pulsen, der ud på de lange timer bedøver energien og frembringer følelsesløsheden i de tomme farver - giver det mening? HK er stresset, så at se billeder der indfanger stilhed, var et andet input. Hong Kongs kunstscene er stor - mere følger.

Alle skolens elever i solidaritet - for fred og ikke-vold.

I lyset af de seneste demonstrationer i Hong Kong, var en af måderne at give vores mening til kende på ved at tage et kæmpe gruppebillede, alle i sort (og nogle med den gule sikkerhedsnål), for at støtte op om de indtil videre fredelige protester, men for de fleste af os var det primært en støtte til HK's kamp for demokrati. Der er mange aspekter at overveje, og med de mange input fra forskellige sider, er jeg ikke nået frem til et endeligt standpunkt.

Drengenes fodboldhold! Jeg blege dansker er at finde i midten. 

En af mine QC's er fodbold som action. Vi begyndte vores turnering for nogle uger siden, og sidste uge gik vi definitivt videre fra gruppespillet til næste runde. Men på UWC er det jo ikke bare fodbold, for selv i sporten bliver det tydeligt, hvor vi alle sammen kommer fra gennem vores måde at spille på. Det er dog ingen hindring. Tværtimod. Faktisk er gør det sporten så meget sjovere, fordi vi lader fødderne tale, lærer hinanden og holdet at kende gennem den drengede glæde, som vi hver især har medbragt fra vores respektive underlag. Holdet træner to gange om ugen, tirsdag aften og fredag eftermiddag - ofte med en ugentlig kamp. Statistisk er vi frygtindgydende: Vi har vundet fire ud af fire kampe med en målscore på 20-1. Ja, jeg har endda scoret på hovedstød fra min plads som central bagstopper. I går vandt vi første vind-eller-forsvind kamp og er nu videre til kvartfinalen. Det er fem år siden LPC sidst har vundet mesterskabet.

Aftenvyet fra blok tre's tag. De sidste bjerge før Kina med vadehav forneden.

Her ses mit hyggelige hjørne. Siden billedet er mere udsmykning kommet til.

Konklusionen må være, at jeg er i live. Der bliver testet grænser for søvn, selv-disciplin og -beherskelse, men for at sætte det i en allegorisk sammenhæng, så er det krævende at slå rødder som ung spire. Jeg får skrevet og tænkt en masse. Nu bliver jeg nødt til at løbe, for min computer dør i takt med eftermiddagen i skolens courtyard.

Anden lyd: ICE, Scandi-Outing og Mid-Autumn Festival

Siden O-week er tiden fløjet af sted, og jeg vil nu forsøge at opsummere en brøkdel af det, der siden er hændt. Kulminationen på den første uge var ICE - International Cultural Evening - som er en årlig tilbage-vendende begivenhed, hvor alle ifører sig deres nationalkostume og på bedste vis forsøger at repræsente-re deres land. Først var der middag i kantinen, som var noget af et middagsselskab, for tankerne vender hurtigt hjemad, når man sidder i sine hjemlige farver - der blev fortalt historier om fjerne lande, familier og kulturer, alt imens jeg gang på gang måtte tage mig selv i at stirre helt forgabt, for verden blev leven-de mellem fagter og ansigtsudtryk. Samtidig blev der taget massevis af billeder på kryds og tværs af alt fra værelseskammerater til kulturgrupper. Herefter fulgte selve showet "ICE", som er en forestilling, der inddrager alle kulturgrupper i en fælles historie, så man netop bliver taget med på en jordomrejse. Det kom bag på mig, hvor sjovt det var, og hvordan vi på trods af en rummelig kulturel fintfølenhed stadig kan lave sjov med stereotyper, skikke og verdensdele. For det er jo ideen: at kunne grine af sine forskellig-heder, sine egne mærkværdige tendenser.

The Scandics

Søndag tog vores hyggelige skandinaviske 2.-years os per tradition med til intet mindre end verdens højeste bar, The Ozone, som er på 118. etage og samtidig er verdens 5. højeste bygning. Fra udsigtspunktet lå hele Hong Kong udstrakt, bredte sig ud i forskellige niveauer på hver side af Victoria Harbor, og hvor New York forsvinder i tågen, drejer Hong Kong rundt om bjerge og forsvinder i varmen. Færger og både sejlede på kryds og tværs, et billede på en gammel industrihavn der nu er en stor finansmetropol - med Kina i ryggen 20 km nordpå så vi mod syd, fik en fornemmelse af den enklave, som nu engang er. Jeg har lånt nogle billeder taget af Sophie.

Victoria Harbor

Indtil videre har jeg nævnt den skandinaviske gruppe meget, hvilket bunder i, at det var dem der den første uge eller to stod for de større ekspeditioner, en intro til byen. Der er ikke faste kulturgrupperinger i den forstand, for tilbage på skolen er alt fuldstændig blandet (noget jeg på ærgelig vis ikke har fået taget billeder af endnu), som også er en af grundene til, at det kan være meget rart at tage ud med dem "hjemmefra" - ihvertfald lige i starten.

Siren fra Norge og mig (der laver tegn for en vikingehjelm...)

Den skandinaviske familie

Så kom årets første helligdag: Kinas anden største årlige begivenhed bortset fra kinesisk nytår - Mid-Autumn Festival. Begivenheden er en fejring af dagen, hvor månen er mest fuld og lysende. Helligdagen har en mytologisk forklaring om en diktator, der ville skyde Jordens ni sole ned med bue og pil, men hvis kone ofrede sig som den 10. måne, hvorfor han derfor ikke nænnede at skyde den sidste måne, sin kone, ned. Hun var meget smuk, så det blev månen også. Dragende og fængende på samme tid. Familier spiser en traditionel kinesisk middag, hvorefter de tænder lanterner og spiser de såkaldte "mooncakes", som selv ikke fuldvoksne mænd kan spise en hel af.

Jeg var så heldig at blive inviteret hjem til min 1st year-roomie til en traditionel fejring med hans store familie. Han bor i Mong Kok, som er et af de mest centrale steder i Kowloon, i et stort lejlighedskompleks (med vagter og smedejernslåger) med en udsigt til udkanten af Hong Kong Islands store skyskrabere. Maden var fantastisk, mit første traditionelle kinesiske måltid, og der var alt fra seafood og stuvninger til forskellige slags ris og supper. Efterfølgende tog vi til Victoria Park, hvor der var arrangeret et kæmpe lysshow, kunst- og lysinstallationer, Dragon Dance og kinesisk sang. 

Skolen og QC's er for alvor begyndt, og arbejdsbyrden stiger. Jeg holder tungen lige i munden, tager de andre i hånden og sammen stavrer vi stadig ivrigt fremad. Selv i Hong Kong kommer der et punkt, hvor trivialiteten indtræffer, men jeg prøver at udskyde det så lang tid som muligt. Dog står de specielle oplevelser stadig i kø. Vi har vundet vores første fodboldkamp (jeg styrer det centrale forsvar). Karen og jeg, har mødt Lisbet vores self-taught tutor, som er rigtig sød og så dejlig dansk. Caritas Tai Wai -gruppen havde vores første session med udviklingshæmmede unge på en lokal institution, og jeg har fået en rolle i en IP (Independent Project) skrevet af teaterelever, som skal vises sidst i oktober. Ja, folk på LPC skinner om kap, så man skal stå tidligt op, hvis man vil være med - heldigvis er jeg et morgenmenneske.

Første lyd: Ankomst og O-week

Alright! En uge er nu gået siden jeg ankom til den direkte diametrale modsætning af alt velkendt. Tiden er blevet bøjet i den forstand, at omfanget af oplevelser har fået det til at føles som meget mere. Jeg ankom til skolen lørdag aften i ly af mørket efter at have stiftet bekendtskab med den tropiske luftfugtighedsmur. I bussen fra lufthavnen sad vi, de nye elever, og stirrede forgabt på skyskrabere, der som en ridslen af sand rejste sig fra en fod af skarp grøn vegetation og et roligt og reflekterende flodleje. En utrolig kontrast der forstærkes af byens lys og varmens simren, som kan ses fra skolens tage. Jeg bor på værelse med Alex og Nicholas fra Hong Kong og Max fra Kina. Søndag tog de nordiske 2.-years os nye nordics med til Ma on Shan, som er center og station et enkelt stop fra skolen. Udover nogle praktiske ting viste de os The Wet Market, som ligger under centeret og er et rigtigt gademarked med fisk, kød, krydderier, urter, tøj, avisboder og åbne gadekøkkener. Mandag var første dag af Orientation Week, og resten af ugen startede på samme måde med et informationsmøde i Assembly Hall om dagens program og forskellige præsentationer. Derfor har jeg ved vejs ende efterhånden også et nogenlunde billede af, hvad der er op og ned. Jeg har bl.a. valgt fag, Quan Cais (fritidsaktiviter) og mødt min tutorgruppe. Foruden dette har jeg været til alt fra velkomstceremoni, tutormiddag og pool games til camp i Hong Kongs vilde naturområder hvor vi vandrede gennem bakkerne til en smuk strand, blev indført formelt i UWC ved en indvielsesceremoni og endelig i går var på en Hong Kong Mystery Tour - en guide til byens transport-systemer og områder. Alting har været (er) overvældende, og mellemgulvet har undertiden krøllet sig sammen. Bruset ved at være her lever dog i bedste velgående, og jeg glæder mig til at finde en hverdag og se hvad de næste måneder bringer. Her følger nogle stemningsbilleder fra den forgangne uge.

Indgangen til skolen, her set med en af vagterne.

Fra venstre: Eira fra Sverige, Brage og  Siren fra Norge og Harriet fra Sverige.

Skolens egen "hovedvej", der løber gennem hele campus.

The Wet Market! 

Fra frugt og kurve til lamper, tøj og fisk.

Krydderier for en slik.

Jeg bor i blok 3, som kan skimtes bag træerne.

Skolens swimming pool, som er til næsten fri afbenyttelse på denne tid af året.

Vandretur i Sai Kung National Park - et kæmpe tropisk skovområde langs Hong Kongs kyst.

Udsigt til en del af Hong Kongs ydre øhav.

Angiveligt en af de smukkeste strande i nærheden.

Coke fra Mexico nyder, at vi endelig er nået frem.

Udkanten af pladsen Times Square.

Sporvogn er stadig et aktivt transportmiddel.

At foretage et aktivt tilvalg

Inden jeg forlader Norden til fordel for den anden side af Jorden, vil jeg dele nogle tanker om det at ansøge, tilslutte sig og blive en del af UWC. For hvorfor forlade familie, venner og en høj grad af frihed for at gå på en eller anden kostskole i to år? Hvad er så tillokkende, at man velvilligt opgiver en sådan komfortabel tilstand? Det er her, det aktive tilvalg bliver aktuelt. De fleste har på et eller andet tidspunkt haft følelsen af bare at sejle med, at følge strømmen uden større indvendinger end at klamre sig til en sten eller to, når den eksistentielle angst rammer. Selvom det er vældig rart at flyde dér i overfladen, kommer der et tidspunkt, hvor den tidligere behagelige kontakt med vandet forsvinder, og huden bliver følelsesløs - ofte uden at man selv er klar over det. Skrækscenariet er, at man en dag møder en forhindring, kommer op til overfladen og opdager de mange grå år, som er passeret uden større betydning og over hovedet på en selv. Da jeg var så heldig at falde over United World Colleges sidste vinter, var det lidt en brat opvågnen i samme boldgade omend i et forstadie. Klart, jeg ville få nogle fine og sjove gymnasieår, endda gøre det rigtig godt uden større besvær og bagefter have mange behagelige muligheder. Men årene ville ikke for alvor have rykket noget. Jeg ville stadig sprudle af uforløst iver for at "gøre" noget, ændre noget og involvere mig i ting, der kunne påvirke andres liv i en positiv retning, samt iver for at blive udfordret og sat i nye situationer - blive rystet i min grundvold. Hvor den iver kommer fra er svært at placere, men den er drivkraften bag jagten på uddannelse med betydning for mennesker og verden. Så da jeg fandt UWC, vidste jeg instinktivt, at nu skulle det være.

En hurtig opsummering af hvad United World Colleges er for en størrelse: En international organisation, der i dag har 14 skoler verden over i alt fra Canada og Swaziland til Indien og Singapore. Formålet med skolerne er at samle unge mennesker fra hele verden og lade en fælles uddannelse være vejen til forståelse mellem de forskellige baggrunde og nationaliteter, hvilket forhåbentlig vil kunne sikre fred, tolerance og bæredygtighed for fremtiden. Det officielle værdigrundlag lyder:

"UWC makes education a force to unite people, nations and cultures for peace and a sustainable future".

Generelt er der mellem 75-100 nationaliteter repræsenteret på skolerne, hvoraf der på de fleste går mellem 200-300 elever. Ideen til UWC blev udtænkt af den tyske pædagog Kurt Hahn i efterkrigstiden, og byggede udover ovenstående på at komme nationale fordomme til livs inden de blev alt for indgroede. Hele UWC-bevægelsen lægger altså stor vægt på interkulturel forståelse og tolerance for de deltagende elever, samtidig med at de gennemfører en IB, International Baccalaureate, som er en krævende akademisk uddannelse, der, udover de normale skoletimer og fag, omfatter noget kaldet CAS - Creativity, Action and Service. Disse tre elementer foregår resten af tiden og er en lang række af aktiviteter lige fra frivilligt arbejde på et lokalt plejehjem, beskyttelse af koralrevet eller vedligeholdelse af skolen til sport eller et selvdrevet elevinitiativ. I Hong Kong hedder CAS-aktiviterne Quan Cais. I modsætning til eksempelvis et udvekslingsophold i 2.g, hvor man "kun" oplever en enkelt kultur, favner UWC hele verden. Kulturentusi-asten besvimede da også næsten under det første møde med organisationen. Jeg synes, at dette andet citat af Candas tidligere premierminister Lester B. Pearson på glimrende vis indfanger den problemstilling, UWC er med til at løse:

"How can there be peace without people understanding each other; and how can this be if they don't know each other?".

Selve udvælgesesprocessen vil jeg ikke komme så meget ind på i denne omgang, men er du interesseret i denne eller UWC i almindelighed, kan du læse meget mere på UWC Danmarks hjemmeside her. I år var der omkring 160 ansøgere, og af dem er vi 22 unge tilbage, der skal repræsentere Danmark på de forskellige skoler. De fleste er allerede taget af sted, så jeg venter i spænding på, at det bliver min tur. Jeg vender en sidste gang tilbage til det aktive tilvalg, som bunder i ikke at vælge ud fra udelukkelsesmetoden, men at vælge noget på trods af en allerede udmærket situation. En henvisning til tidligere metafor kunne være at gå op på land eller lære at flyve. Ihvertfald var UWC en chance og et valg affødt af en indre flammende ild, der ikke lader til at dø ud foreløbig. Min sidste tid herhjemme går med de sidste praktiske forberedelser og afskeder. Det er stadig helt uvirkeligt, at jeg om mindre end fire dage sidder i et fly på vej mod fremmede Hong Kong. Sommerfuglene har formet en hånd, der sporadisk klemmer til, så det gibber i hele kroppen. Alle ure er forøvrigt gået i stå. Nu vil jeg nyde aftensolen, der fløjter så fint på de velkendte villaveje.