The 24 Hour Race

D. 15. november deltog jeg med skolen i det såkaldte 24 Hour Race. Løbet er arrangeret af organisationen Running to Stop the Traffik, der arbejder for at hindre og bekæmpe menneskehandel. I månederne op til selve løbet fundraisede vi løbere en masse penge, som gik til paraplyorganisationen the Mekong Club, der aktivt bekæmper menneskeslaveri i Cambodia, Nepal og Vietnam. Derudover var formålet også at skabe opmærksomhed omkring en af de hurtigst voksende transnationale brancher i verden netop nu. Alene på 24 timer, vil 5800 personer, hvoraf de fleste er børn, blive kidnappet eller tvunget ind i en tilværelse som slaver. Måden dette bekæmpes på er bl.a. ved at flytte børn fra udsatte områder til sikre skoler. Mange tak for donationerne hjemmefra!

Løbet foregik på Victoria's Peak, et bjerg der jungleagtigt tårner sig op bag Hong Kong. På dagen for løbet var vi tidligt oppe, og i en stor bus kørte vi gennem byen og cirkulerede op ad bjerget i takt med den opgående sol. Vi var fulde af forventninger til det løb, der var kulminationen på flere måneders træning i alt slags vejr og på alle tider af døgnet. Vi repræsenterede skolen med både et drenge- og pigehold. Løbet foregik således, at man internt på holdet skiftedes til at løbe en runde på 3,2 km, hvilket fortsatte i et døgn. Det var en smuk morgen, da vi sad ved vores camp tæt på startlinjen og den smalle vej, som udgjorde ruten hele vejen rundt om bjerget, der på den modsatte side gav et vye over hele Hong Kongs eksocentriske landskab.  

Fra venstre: Gloria fra HK, Munya fra USA/Zimbabwe, Malena fra Spanien, mig og André fra Costa Rica

Indledningsvis gik det fantastisk. Benene var lette, og løbere og turister gjorde nærmest de første runder til en spøjs forhindringsbane. Faktisk gik det så godt, at vi alle sammen blev nødt til at sætte tempoet ned for at holde i længden. Det skal siges, at vi ikke på noget tidspunkt var alene. Li Po Chun har en årelang tradition for at vinde prisen for Best Team Spirit, så med os havde vi en "feel-good squad", der opmuntrede, sang og løb med os i deres farverige kostumer. Det var den afgørende faktor ude på de små timer, hvor alt skreg, at jeg skulle holde op. I løbet af dagen lagde næsten hele skolen vejen forbi for at sige hej, heppe og bakke op. En varm følelse af synergi. 

Tæt på midnat fik to af drengene skader. Nu var vi kun fem drenge tilbage til de resterende ni timer. Det var opad bakke. Ikke mindst fordi runderne i sig selv var tungere, men også fordi restitutionstiden var blev reduceret, så vi nu havde lidt under en time. En værre situation, end hvis man løb hele tiden, fordi temperaturen falder drastisk om natten - vi kom i mål, strakte ud, fik tørt tøj på, fik massage, spiste og halvblundede endelig i nogle minutter, før vi skulle til at varme op igen. Efterfølgende har jeg fået af vide, hvordan tårerne sporadisk begyndte at løbe rundt omkring. Bare fordi. Heldigvis var en masse mennesker parat til at hjælpe os i vores frustration og smerte. Jeg tror ikke, at det kunne have ladet sig gøre uden dem.

Fra venstre: Arthur fra HK, Coké fra Mexico, André fra Costa Rica, mig, Keith fra HK/Indien, Munya fra USA/Zimbabwe og Vincent fra Østrig.

Som en fantastisk billedmontage overværede jeg Hong Kongs skiftende udseende. Fra at løbe midt på dagen som på et tropisk junglespor mellem lianer. Et glimt af en byfafade af skinnende ruder, den svage grå høje farve, der stækker sig bølgende ud mellem forsvindende øer. Til en pulserende lysgenerator om natten, flydende med tydelige røgskyer fra den dybe sorte masse og millioner af facader og lyskulør - et hav af lysforurening. Jeg var så udkørt og smertende, at jeg havde svært ved at glæde mig over den gryende sol i de tidlige morgentimer. For at vende tilbage til nattens dramatik. Gennem løbet lå vi nr. 2 lige efter Hong Kong International School, og omkring fire om natten øjnede vi chancen for at hale ind på deres halvandenrunde forspring. Med pandelamper og tro følgesvende gik jagten ind på de høje atleter. Desværre måtte vi efter ihærdige forsøg se dem forsvinde endnu en gang. 

Efter de to sidste runder var jeg ærlig talt ved at besvime og brække mig på samme tid. Klokken havde passeret halv otte. Jeg var færdig med mine runder. Med en kraftanstrengelse løb de sidste drenge og piger, og alle os andre, supporters og løbere ventede ved de sidste 100 meter for at heppe dem det sidste stykke. Sammen prøvede vi forgæves at følge med løverne, en fælles tordende krop, der løb i mål. Endelig var lykkedes; vi skreg, grinte, græd og slog armene om hinanden. 

Med skoleflaget på ryggen løber Arthur, den ubestridt bedste løber, i mål som den sidste.

Sammenlagt blev Li Po Chun United World College nummer to og vandt Best Team Spirit -prisen. Det var uden tvivl det hårdeste, men mest tilfredsstillende døgn i mit liv. I alt løb begge hold over 560 km. En kollektiv indsats, en masse mod og noget at kæmpe for. Jeg kan ikke vente med at løbe det igen næste år.