Inden jeg forlader Norden til fordel for den anden side af Jorden, vil jeg dele nogle tanker om det at ansøge, tilslutte sig og blive en del af UWC. For hvorfor forlade familie, venner og en høj grad af frihed for at gå på en eller anden kostskole i to år? Hvad er så tillokkende, at man velvilligt opgiver en sådan komfortabel tilstand? Det er her, det aktive tilvalg bliver aktuelt. De fleste har på et eller andet tidspunkt haft følelsen af bare at sejle med, at følge strømmen uden større indvendinger end at klamre sig til en sten eller to, når den eksistentielle angst rammer. Selvom det er vældig rart at flyde dér i overfladen, kommer der et tidspunkt, hvor den tidligere behagelige kontakt med vandet forsvinder, og huden bliver følelsesløs - ofte uden at man selv er klar over det. Skrækscenariet er, at man en dag møder en forhindring, kommer op til overfladen og opdager de mange grå år, som er passeret uden større betydning og over hovedet på en selv. Da jeg var så heldig at falde over United World Colleges sidste vinter, var det lidt en brat opvågnen i samme boldgade omend i et forstadie. Klart, jeg ville få nogle fine og sjove gymnasieår, endda gøre det rigtig godt uden større besvær og bagefter have mange behagelige muligheder. Men årene ville ikke for alvor have rykket noget. Jeg ville stadig sprudle af uforløst iver for at "gøre" noget, ændre noget og involvere mig i ting, der kunne påvirke andres liv i en positiv retning, samt iver for at blive udfordret og sat i nye situationer - blive rystet i min grundvold. Hvor den iver kommer fra er svært at placere, men den er drivkraften bag jagten på uddannelse med betydning for mennesker og verden. Så da jeg fandt UWC, vidste jeg instinktivt, at nu skulle det være.
En hurtig opsummering af hvad United World Colleges er for en størrelse: En international organisation, der i dag har 14 skoler verden over i alt fra Canada og Swaziland til Indien og Singapore. Formålet med skolerne er at samle unge mennesker fra hele verden og lade en fælles uddannelse være vejen til forståelse mellem de forskellige baggrunde og nationaliteter, hvilket forhåbentlig vil kunne sikre fred, tolerance og bæredygtighed for fremtiden. Det officielle værdigrundlag lyder:
"UWC makes education a force to unite people, nations and cultures for peace and a sustainable future".
Generelt er der mellem 75-100 nationaliteter repræsenteret på skolerne, hvoraf der på de fleste går mellem 200-300 elever. Ideen til UWC blev udtænkt af den tyske pædagog Kurt Hahn i efterkrigstiden, og byggede udover ovenstående på at komme nationale fordomme til livs inden de blev alt for indgroede. Hele UWC-bevægelsen lægger altså stor vægt på interkulturel forståelse og tolerance for de deltagende elever, samtidig med at de gennemfører en IB, International Baccalaureate, som er en krævende akademisk uddannelse, der, udover de normale skoletimer og fag, omfatter noget kaldet CAS - Creativity, Action and Service. Disse tre elementer foregår resten af tiden og er en lang række af aktiviteter lige fra frivilligt arbejde på et lokalt plejehjem, beskyttelse af koralrevet eller vedligeholdelse af skolen til sport eller et selvdrevet elevinitiativ. I Hong Kong hedder CAS-aktiviterne Quan Cais. I modsætning til eksempelvis et udvekslingsophold i 2.g, hvor man "kun" oplever en enkelt kultur, favner UWC hele verden. Kulturentusi-asten besvimede da også næsten under det første møde med organisationen. Jeg synes, at dette andet citat af Candas tidligere premierminister Lester B. Pearson på glimrende vis indfanger den problemstilling, UWC er med til at løse:
"How can there be peace without people understanding each other; and how can this be if they don't know each other?".
Selve udvælgesesprocessen vil jeg ikke komme så meget ind på i denne omgang, men er du interesseret i denne eller UWC i almindelighed, kan du læse meget mere på UWC Danmarks hjemmeside her. I år var der omkring 160 ansøgere, og af dem er vi 22 unge tilbage, der skal repræsentere Danmark på de forskellige skoler. De fleste er allerede taget af sted, så jeg venter i spænding på, at det bliver min tur. Jeg vender en sidste gang tilbage til det aktive tilvalg, som bunder i ikke at vælge ud fra udelukkelsesmetoden, men at vælge noget på trods af en allerede udmærket situation. En henvisning til tidligere metafor kunne være at gå op på land eller lære at flyve. Ihvertfald var UWC en chance og et valg affødt af en indre flammende ild, der ikke lader til at dø ud foreløbig. Min sidste tid herhjemme går med de sidste praktiske forberedelser og afskeder. Det er stadig helt uvirkeligt, at jeg om mindre end fire dage sidder i et fly på vej mod fremmede Hong Kong. Sommerfuglene har formet en hånd, der sporadisk klemmer til, så det gibber i hele kroppen. Alle ure er forøvrigt gået i stå. Nu vil jeg nyde aftensolen, der fløjter så fint på de velkendte villaveje.
